|
Effektive redskaber
Bestyrelsens arbejdsgrundlag.
Bestyrelsen skal vælge om den vil udføre BASIS arbejde, VÆKST arbejde eller på UDVIKLING af virksomheden. VÆKST arbejde kræver at der er relevante kompetencer i bestyrelsen, som kan give konstruktivt modspil til ledelsen og selvstændigt tage initiativer til at belyse problemstillinger bedre.
Meget få bestyrelser giver reel værdiskabelse og bidrager reelt til vækst. Det kræver en proaktiv indsats og planlægning af bestyrelsens arbejde at nå dertil at den bidrager markant til væksten uden at risikoen forøges.
Bestyrelsesleder/formand og daglig leder/direktør må være hudløst ærlige overfor hinanden om den rolle bestyrelsen skal spille. Rollen kan bedst beskrives i et arbejdsgrundlag for bestyrelsen med bestyrelsens vision, kompetencegrundlag, og rammer for arbejdet.
Forretningsplan.
Det eneste dokument, som kan sikre at bestyrelsen er enige om det forretningsmæssige udgangspunkt er forretningsplanen. Årsrapporten kan udbygges til en forretningsplan ved at kigge fremad. Relevant og frisk markedsinformation er afgørende for at skabe et dokument, som kan anvendes fremadrettet i praksis. Skal holdes på maksimalt 20 sider inkl. budgettal i oversigtsform.
Årsplan.
Den konkrete udmyntning af bestyrelsens egen plan for sit virke. Hvor ofte skal vi mødes?, hvornår på dagen?, hvor længe? Sæt konkrete datoer ind. VÆKST arbejde kræver 6-8 årlige møder inkl. et 2-dages strategi-seminar.
Referat/protokol.
Ifølge selskabslovens krav skal alle forhandlinger refereres, så man kan læse hvilke overvejelser og hvilke handlinger i bestyrelsen, som førte til beslutning/ikke-beslutning.
Evaluering.
Få eller mange spørgsmål til hvert medlem af bestyrelsen om hvordan arbejdet er gået i praksis og individuelt om medlemmet føler sig hørt og om hendes/hans kompetencer er kommet i spil og egen vurdering af om hun/han har bidraget i forhold til bestyrelsens mål (arbejdsgrundlag) i praksis. Indeholder lederens vurdering af medlemmer og vice versa.
Kompetencer.
Virksomhedens mål og bestyrelsens arbejdsgrundlag giver tilsammen rammerne for de kompetencer, som skal findes i bestyrelsen. Hvert medlem skal vedligeholde sine kompetencer og tage stilling til udvikling. Bestyrelsens leder skal skaffe sig overblik over relevante kompetencer nu og fremefter samt en plan for inddragelse af relevante kompetencer.
Legale dokumenter.
Vedtægter, ejer-overenskomst, forretningsorden, protokol, forsikringer, kontrakter. Bestyrelsen er juridisk forpligtet til at sørge for disse. Med en praktisk tilgang er det ikke uoverkommeligt at gennemgå og justere disse i løbet af bestyrelsesåret.
En del yderligere inspiration kan hentes på www.bestyrelsen.dk samt på www.board-governance.com
|